Sorømødet 2008

Hvordan får vi fat i de rygsækrejsende?

Oplæg v. Rektor Laust Joen Jakobsen, formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium

Årets optag til de videregående uddannelser bør analyseres nøje. Umiddelbart viser tallene god eller stigende søgning til uddannelser, som retter sig mod de private erhverv inden for teknik, handel, økonomi, IT og design. Søgning og optag til de store velfærdsuddannelser inden for pædagogik og sundhed har derimod været svigtende.

Svigtende søgning til velfærdsuddannelserne rammer selve maskinrummet i velfærdssamfundet. Kan vi ikke levere dimittender til de store velfærdsprofessioner, så kommer velfærdssamfundet til at halte.

Samtidig er de store velfærdsuddannelser professionshøjskolernes største optagområde. Kan vi ikke tiltrække studerende til vores uddannelser, så rammer det kernen i professionshøjskoleprojektet.

Derfor vil jeg rette fokus på velfærdsuddannelserne på dette Sorø-møde, hvor temaet er rekruttering. Udfordringen ligger både i at ramme de unges uddannelsesønsker og i at imødekomme uddannelses- og udviklingsbehovet i professionerne.

De unge
I undersøgelsen ”De unges uddannelsesrejser: Charterturisten, den rygsækrejsende og vagabonden” inddeler uddannelsesforsker Noemi Katznelson fra DPU de unge i tre grupper:

”Charterturisten”. Denne gruppe af unge er voksende. De ønsker en klar destination for deres
uddannelsesrejse. De målretter tidligt deres interesse og orientering i forhold til et konkret erhvervsønske. De har ret præcise forventninger til uddannelsen. Og ligesom charterturisten ønsker de hurtigst muligt og smertefrit at komme frem til destinationen/arbejdet. Transporten/uddannelsen er noget, der skal overstås og minimeres mest muligt. De ønsker forudsigelighed i uddannelsen, og den skal helst være tilrettelagt i faste rammer. Det er målet, der er interessant, og jo hurtigere de får et job jo bedre.

”Den rygsækrejsende”. For disse unge er selve rejsen/uddannelsen det interessante. Det er ikke målet/jobbet, der er i fokus. Det finder de undervejs. De stiller høje krav til uddannelsen, da den er et led i deres personlige udviklingsproces. Uddannelsen skal være sjov og spændende, og de unge er optaget af at få oplevelser undervejs. Det er vigtigt for dem, at de kan vælge nye retninger undervejs. I forhold til charterturisten ses uddannelse og arbejde i højere grad som en måde at selvrealisere sig på, hvor lysten og interessen er i højsædet.

”Vagabonden”. Det er unge, som har svært ved at finde en retning på deres rejse og bide sig fast. De har typisk oplevet faglige nederlag i deres skolegang og mangler selvtillid. De har drømme og ideer om rejsemål, men i modsætning til de rygsækrejsende, hvor erfaringerne bygges oven på hinanden og drømmene efterhånden får en retning, sker der ingen læreproces i de erfaringer, som vagabonderne gør sig. De har svært ved at rekonstruere, hvad de har lavet. Disse unge oplever et frit valg og en overflod af destinationer, men de er også bevidst om, at de ikke kan nå alle destinationer.

Velfærdsprofessioner under pres
Høj vækst, fuld beskæftigelse, tidlig tilbagetrækning udfordrer velfærdssamfundet og velfærdsprofessionerne.

Store årgange står over for pensionering.

Længere levetid øger og ændrer efterspørgslen på velfærdsopgaver.

Stigende velstand øger forventninger og krav til velfærdsydelserne, som skal være fleksible og individuelt tilrettede. Selve forventningspresset er blevet et selvstændigt problem, der må arbejdes med.

Samtidig giver små ungdomsårgange og faldende faktisk/nominel søgning til flere af de store
velfærdsuddannelser udsigt til færre hænder om flere velfærdsopgaver.

Den offentlige debat er præget af forskellen mellem forventningerne til de offentlige serviceydelser og de målelige tilbud. Der er et politisk pres på velfærdsinstitutionerne for at skabe bedre og dokumenterede resultater inden for eksisterende rammer. Der er pres fra ”den kritiske forbruger” og fra almindelige borgere, som ønsker bedre kvalitet for sig selv og deres pårørende.

Hertil kommer omtale af og realitet i løn- og arbejdsvilkår i velfærdsprofessionerne. Som nyansat i et kommunikationsbureau tjener en nyuddannet cand.comm. fra RUC 7000 kr. mere end en nyuddannet, nyansat folkeskolelærer. Hertil kommer et dagligt pres fra urealistiske forældreforventninger.

Ind i den ramme skal professionshøjskolerne tiltrække studerende til velfærdsuddannelserne.

Professionshøjskoler
Professionshøjskolernes dannelse er en tour de force i dansk uddannelseshistorie. Fra år 2000 til i dag har to store fusions- og forandringsprocesser omdannet 120 institutioner til dagens 8 professionshøjskoler, 2 ingeniørhøjskoler og 1 mediehøjskole, som i 2012 skal være 7 professionshøjskoler og 1 mediehøjskole.

Kritik i hele tre institutionsredegørelser sidst i forrige århundrede førte til dannelsen af de 23 CVU’er i 2000. Frivillighed (et særligt dansk raffinement) og fastholdelse af lokalt selvstyre i et vist omfang medførte, at dette projekt havde svært ved at realisere intentionerne bag lovgivningen, som samtidig forblev en velbevaret hemmelighed i den brede offentlighed, en parentes med indbyggede systemfejl. Men, måske alligevel en vigtig parentes, for af de 23 CVU’er og via loven om professionshøjskoler er nu dannet en professionshøjskolesektor, som er stærk i sit koncept og program.

Professionshøjskolerne er ramme om ca. 56.000 grunduddannelsesstuderende og uddanner årligt ca. 11.500 professionsbachelorer – et samme antal dimittender som universiteterne.

Samtidig deltager rigtig mange voksne erhvervsudøvere i efter- og videreuddannelse på
Professifonshøjskolerne.

Endelig er professionshøjskolerne også ramme om en række videncentre, som opsamler, udvikler, anvender og formidler viden om og til de store professioner, som Professionshøjskolerne uddanner til.

Professionshøjskolerne står dermed som en lige så stor leverandør af færdiguddannede med videregående uddannelse i Danmark som universiteterne. Alligevel er det de færreste, der ved, at de findes, og hvad de faktisk står for.

Hvad er det nye ved Professionshøjskolerne?

Med professionshøjskolerne er der sket en virksomhedsgørelse:
• Der er kommet enstrenget ledelse med et helt nyt beslutningsrum og beslutningskraft.
• Der er kommet udviklingskontrakter, som ramme om uddannelsesproduktionens
kvantitet og kvalitet.

Uddannelserne er samlet i endnu større, enkelte rigtig store uddannelsesmiljøer:
• Med den nye lovgivning er mange uddannelsesinstitutioner gået fra få- eller enkeltfaglige
institutioner til flerfaglige professionshøjskoler
• Fokus er ikke længere på det lokale behov og traditionen, men den regionale
efterspørgsel og udvikling.

Professionshøjskolerne er ikke længere defineret som afhængige af forskning, men som stærke samarbejdspartnere for forskere og praksis, samt som selvstændige centre for udvikling og formidling af ny viden.

Udfordringen for professionshøjskolerne, Undervisningsministerium og uddannelsespolitikerne bag professionshøjskolereformen er at realisere projektet og gøre professionshøjskolerne synlige nationalt og regionalt som institutioner, der:
• Uddanner unge mennesker i en treklang af praksis, udvikling og forskning.
• Efter- og videreuddanner voksne erhvervsudøvere, hvor deres viden og erfaringer
bringes i samspilmed ny teori og forskning.
• Forestår udviklingsprojekter og videncenterydelser for professionerne som bidrag til deres
innovation og effektiviseringer.

En national strategi for velfærdsuddannelserne

Hvad gør vi for at sikre mandskab i velfærdssamfundets maskinrum, for at sikre kvalificeret håndtering af de store udfordringer og krydspres i velfærdssektoren og for at sikre, at professionshøjskolerne bliver en magnet i stedet for en parentes i dansk uddannelseshistorie?

Det har Professionshøjskolernes Rektorkollegium drøftet med KL, Danske Regioner og FTF. Disse fire væsentlige aktører på velfærdsuddannelserne er enige om, at der er brug for en national strategi for velfærdsuddannelserne.

Uddannelserne til velfærdssamfundets hovedområder: Skoler og daginstitutioner, social omsorg, sundhed og sygepleje har den største volumen og den laveste ledighed.

Der er brug for en strategisk satsning på videnudvikling i disse uddannelser, fordi den viden, der opsamles i hverdagens arbejde, får mulighed for at blive kvalificeret og formidlet til mange.

Vi har en fælles forventning om, at den tid, det tager ny viden at forankre sig som praksis i den kommunale og regionale dagligdag, skal blive meget kortere.

Vi har en fælles forventning om, at den tid, det tager at forandre og tilpasse uddannelserne til nye behov, skal blive meget kortere.

Kvaliteten fastholdes og udvikles, når vi sørger for at holde de eksisterende uddannelser ajour, så de til stadighed har høj kvalitet, når vi udvikler nye uddannelser til fremtidige behov, når vi arbejder med nye uddannelsesmodeller, som kan tiltrække nye grupper af studerende.

Professionshøjskolerne skal tænkes med ind i bestræbelserne for at fastholde medarbejderne i
velfærdsprofessionerne, blandt andet ved løbende at stille efter- og videreuddannelse til rådighed for alle ansatte.

Der skal være sikkerhed for, at nyeste viden kommer den enkelte borger og samfundet til gode, uanset
om det gælder undervisning, sygepleje eller forebyggelse.

Det gør vi ved at styrke professionshøjskolernes videncentre.

Det gør vi ved at gøre professionshøjskolerne til økonomisk attraktive samarbejdspartnere for
universiteterne.

Vores fælles mål er at kvalificere de ”velfærdsprofessionelles” arbejde. Den nyeste viden skal i langt højere grad være et redskab for ledere og medarbejdere på de kommunale og regionale institutioner, og viden om praksis i de kommunale og regionale institutioner skal indgå som et centralt element i uddannelserne.

Det lange perspektiv er, at professionshøjskolerne skal forsyne Danmark med professionsbachelorer inden for snart sagt alle fag og brancher i både den offentlige og private sektor. Professionshøjskolerne bliver derfor nyskabende i deres tværgående og tværfaglige opgaver inden for grunduddannelser, efter- og videreuddannelser samt videnudvikling.

Vi vil gerne drøfte det videre arbejde med en national strategi for velfærdsuddannelserne med
interessenter og myndigheder. Vi er sikre på, at man får noget ud af en prioriteret satsning på
professionshøjskolerne: Det bliver muligt at realisere den visionære forandring, som de seneste års lovgivning er udryk for. Det er vigtigt for videreudviklingen af det danske velfærdssamfund.

CVU’erne var et ønske om NYT.
Professionshøjskolerne er ikke en trussel om NYT. De er et løfte om NYT.